Reportage fra HCA Etapeløb i Bogense søndag den 6. marts 2016.

Motionisten Gitte Rude Hommelgaard:

Jeg løber maraton på under en time

Gitte Rude Hommelgaard står klar på den lilla startmåtte til HCA Etapeløb i Bogense. Det er formiddag første søndag i marts. Gitte kan ikke lade være. Løb er ren energi til hverdagen som pædagog og mor til to. Etapeløb har givet hende masser af gode oplevelser. Fem løbeveninder er en stor sidegevinst


Tekst og foto: Rikke Krogh Damgaard, DMJX.

Løbehuens sorte fleece gemmer håret og indrammer Gitte Rude Hommelgaards ansigt. Hun står klar i løbetøjet og fingrene arbejder rutineret med de 4 små sikkerhedsnåle, der skal holde startnummeret på plads under dagens etapeløb.

Det er formiddag første søndag i marts, klokken er 10 og næsten 400 løbere er tilmeldt 4. etape af vinterens maraton. Bogense bys gader og strand ligger fladt foran løberne. I dag kan de vælge mellem to ruter. Otte eller tolv kilometer. De fleste løber otte. Alle starter samtidigt. Tidligere på vinteren har de løbet etaper i Odense, Faaborg og Assens. Femte og sidste løbetur venter i Nyborg, det er en klassisk 10 kilometer. Maratondistancen på 42,195 kilometer er i hus efter fem etaper. De fleste løber en etape på under en time.

 

 

  

 

Løberne er næsten klar, tjekker løbeurene og mærker spændingen i kroppen.

Vi skal have nummer på maven

Gitte er 46 år og mor til to. Hun bor med mand, børn og hund i en lille landsby midt mellem Bogense og Søndersø på Nordfyn. Hverdagen som pædagog på en skole er krævende og Gitte har opdaget, at løb kan styrke både fysikken og give ny mental energi.

”Jeg var fyldt op i mit hoved. Jeg var træt. Det er 3 år siden jeg begyndte at løbe. En god ven fortalte om løbeklubben i Søndersø. Siden har jeg bare løbet”,

siger Gitte, og fortsætter;

 

”Jeg har mere overskud, fordi jeg får koblet fra oppe i hovedet og kroppen bliver stærkere. I begyndelsen var løbetræningen en pligt, men nu kan jeg slet ikke undvære det”.

I starten var der træning hver tirsdag i løbeklubben. Men Gitte og de 5 løbeveninder kan ikke få nok. I weekenderne slider de løbeskoene på kilometervis af fynske fortove, landeveje og skovstier. Etapemaraton bruger de til at fastholde motivationen til træning gennem vinteren.

”Vi skal have nummer på maven. Så giver man det lige en ekstra skalle. Tiden må godt blive bedre hver gang”,

siger Gitte.

 

De seks kvinder mødes til løb og træning, men ses ikke privat. Det giver dem et kostbart frirum fra hverdagen. Det handler om meget mere end løb og tider. I dag slutter de etapen af med et friskt havbad. Bagefter er det tid til termokandekaffe og gulerodskage. Kirsten afslører, at hun har sørget for en lille én til at lune sig på.

”Det skal vi da have”,

siger hun, og hele flokken griner.

 

Ingen farer vild på ruten. Der er masser af vejvisere.

 

Tiden der blev væk

"Jeg venter på de andre”,

siger Gitte. Hun er lige løbet ind i målområdet og har passeret de tre lillafarvede målstriber, hvor løbernes tider bliver registreret elektronisk.

 

Hun kniber øjnene sammen, for at tyde ansigterne på en gruppe løbere, der nærmere sig målområdet.

 

Løbskommentatoren prikker Gitte på skulderen, og siger med smil i den lave stemme:

”Din tid blev ikke registreret. Vi har problemer med systemet. Du kan bare tage en runde mere”.

 

Gitte ser lidt træt ud, mens hun snører den højre løbesko op og giver sin chip til manden i tidtagervognen.

 

De små ting tæller

De seks løbeveninder står tæt samlet omkring et cafeteriabord i Nordfynshallen. Der er stadig energi i kroppene. Kinderne er røde og smilene glade. Pludselige grin bølger i flokken. Snakken går om det våde, tunge sand på stranden og blæsten ude ved diget. Lisbeth er særligt glad for de mange vejvisere ude på ruten. Hun kender ikke Bogense by særlig godt. Hun har faktisk prøvet at blive lidt væk under et løb. Ikke sjovt. Alle griner igen. Det er de små ting, der virkelig tæller. Om to uger har de løbet en maraton.

”Det er jo bare, at sætte den ene fod foran den anden”,

siger Gitte, mens fingrene skruer låget fast på vandflasken.

 

Der bliver passet godt på løberne i trafikken.